lørdag, oktober 15, 2005

I dag var en god dag. Vejret var køligt, men klart og vindstille, og i nat har Kronprinsesse Mary født Danmark en ny lille prins. Besøg Kongehuset.

I Åbyhøj gik dagen med tilpasning og justering af skærme og hjelm. Det forreste skørt blev også monteret, efter at en del af monteringshullerne blev udvidet med en fil. Der er endnu en del justeringsarbejde tilbage, men nu tør jeg tro på, at tingene til sidst kommer til at passe sammen. Bilen har været gennem for meget i sit liv til nogensinde at komme til at ligne et concours eksemplar, men efter en god gang spartling skal resultatet nok blive fornuftigt.

Efter en af fortidens trafikskader har Mg´en fået en hjelm, som i årgang ikke svarer til resten af bilen. En Mgb mark I har originalt en hjelm i aluminium, men min bil har en stålhjelm, med forborede huller til en pynteliste, som først optræder på biler fra 1969 og frem. Det betyder samtidigt, at hjelmen ikke er forberedt til den simple form for "støttepind" som fandtes på de tidligste biler. Jeg har ledt efter et godt billed, der kunne fortælle mig hvor beslaget til parkering af hjelmholderen skulle monteres, men jeg måtte tage til takke med et meget lille foto i Clausagers "Original MGB".

Da solen var gået ned, og dermed gjort udendørs arbejde problematisk, rykkede jeg indendøre for at sortere papkasserne med dele igen. Delene der skal males med bilen blev lagt fra, ligesom jeg begyndte at finde de dele som skal elforzinkes inden montering.

lørdag, oktober 01, 2005

I dag blev den sidste forskærm og hjelmen gjort færdig. I lighed med dørene, blev alt den gamle, dårlige maling fjernet ned til det rå plade. Nitro-Mors koger lakken op til en marmeladelignende masse, som derefter kan skrabes af med en spartel.

Det står nu helt klart, at min MG har haft en hård tilværelse i Californien. Der er ikke en stump plade på bilen, som ikke bærer præg af mere eller mindre velykkede reparationer af skader. Det klamp som engang er lavet på højre forreste inderskærm, og som Thomas ubedrede Kristi himmelfartsdag tager dog prisen. Det er også denne oprindelige reparation, som gør tilpasningen af de enkelte pladedele til en meget vanskelig opgave.