fredag, november 18, 2005

I frokostpausen tog Thomas og jeg ned til Jeans malerværksted. Anledningen var en håndfuld huller i skærme og vanger, som Jean ikke var så vild med et spartle hen over. Hullerne mente han i øvrigt stammede fra beskydning i Mg´ens tidligere opholdsland. Thomas kunne dog tilbagevise teorien om en "drive-by shooting" med oplysningen om, at det blandt klamphuggere er en ret almindelig metode til at sikre fastgørelsen af store mængder spartelmasse på lodrette karrosseriflader.

Hullerne blev lukket, men ikke uden at det på et tidspunkt var ufrivilligt meget spændende. Ved hjælp af en gnist fra Thomas´svejseværk, blev afdækningspapiret under bilens bund antændt, og producerede en overgang et nydeligt bål på værkstedsgulvet. Dette skabte en del opmærksomhed blandt de ansatte på Jeans malerværksted, da man åbenbart på sådan en virksomhed omgiver sig med en del materialer, der ikke just er gearet til flyvende gnister og åben ild. Faren blev dog hurtig afværget ved hurtige reflekser og energisk dans på stedet i sikkerhedssko. På billederne er branden forlængst slukket, men asken kan endnu skimtes.

søndag, november 13, 2005

Så er det snart nu. Jeg har lavet aftale om at få bilen flyttet fra firmaet til Jean Ditlevs autolakering på mandag. Jean kom forbi i morges for at afhente løsdelene, så de kan komme i gang med at slibe og spartle.

Billedet blev taget torsdag aften, efter at jeg havde afmonteret det hele, og jeg benyttede lige lejligheden til at tage et "art shot" af herlighederne. Som det ses, fik jeg alligevel afmonteret lygtehusene. Det var ikke meningen oprindeligt, men blev gjort på Jeans opfordring. Seks ud af otte skruer knækkede.

søndag, november 06, 2005

MG´en er nu flyttet fra garagen i Åbyhøj, til firmaet . Onsdag og torsdag i sidste uge arbejdede Thomas med de sidste småting. Hullerne fra spejlene er nu lukket, og for en ordens skyld er reparationerne dækket med tin. De obligatoriske træthedsrevner i dørpladerne, som skyldes at trekantruderne arbejder i dørene når disse åbnes og lukkes, er nu repareret med slaglodning. Selv fik jeg lov til at øve mig i sealingens svære kunst på pladesamlingerne i bagage- og motorrum.

På billedet er jeg ved at sprøjteseale bagsiden af forskærmene. Inderskærmene og bagsiden af den forreste stenplade har fået samme tur. Meningen er naturligvis, at det skal efterlade pladedelene med en hårdfør, nopret, og elastisk overflade.