søndag, maj 13, 2007

I dag har jeg virkeligt nået noget. I hvert fald syner dagens indsats af noget, og det føles rart.


Jeg har efter et stykke tids søgning fundet det sidespejl som MG´en skal køre med. Der findes ikke som sådan et bestemt spejl som kan kaldes det "rigtige", for bilerne blev leveret uden, så alle sidespejle fra den tid er altså en slags eftermonteret udstyr. Valget er faldet på et spejl med fod i forkromet støbegods og et rundt spejlhus med plant glas.


I aften fik jeg boret hullerne i dørpladen, men selve monteringen må vente lidt, da jeg godt lige vil have givet lakken en omgang lakrens efterfulgt af voks. Jeg håber at en maskinpolering med en let slibende lakrens vil jævne den smule appelsinhud der er, og inden det er gjort monterer jeg ikke hverken pyntelister, emblemer og altså heller ikke spejlet.


Inden boremaskinen blev sat til pladen satte jeg nogle baner malertape på døren. Tapen blev dels brugt til at tegne omridset af spejlfoden op på, og desuden sikrede det at boret ikke begyndte at vandre. Da hullerne var boret malede jeg kanterne med en lakstift for at undgå rust.


Derefter gav jeg begge døre en byge tynd Dinitrol rustbeskyttelse indvendigt. Jeg brugte trykluft til at sprøjte det på med, og selv om det sviner ganske forfærdeligt, har jeg en tro på at det er mest effektivt at få rustbeskyttelsen forstøvet bedst muligt. Da det indvendige af dørene var godt sjasket til med Dinitrol, lukkede jeg ind til mekanikken med selvklæbende dampspærre. Det var meget nemt at arbejde med, og på den måde er jeg sikker på at hverken fugt eller fedt trænger ud og ødelægger mine dørbeklædninger bagfra.


Det er mere end et år siden at jeg modtog pakken med dørsiderne fra Moss, og nu var tiden kommet til at skrue dem på plads. Kig i øvrigt på billedet og læg mærke til forskellen på finishen på henholdsvis den nye dørbeklædning og den oprindelige, som ligger øverst. Det er altså ikke alting som blev lavet meget bedre i gamle dage. Monteringen af vinylet på den gamle beklædning er mildt sagt sjusket udført, og hæfteklammerne ser ud til at være skudt i af en mand der tilsyneladende har været blind, og muligvis også beruset.
Og hvordan ser døren så ud med de fine nye dørbeklædninger? Åh jo, ret godt hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes stadig at kombinationen af Old English White og rødt vinyl er fantastisk. Døren er ikke helt færdigmonteret, da der mangler de øverste, sorte karmlister. De skal lige ombetrækkes med nyt vinyl, ligesom de forkromede beslag der slutter listen af i begge ender bliver udskiftet med nye, som p.t. er på vej fra England.






tirsdag, maj 01, 2007

På det sidste har det ikke gået så godt med at få skrevet her på B-siden. Til gengæld har det gået temmeligt godt ude i garagen. Jeg har næsten opnået at komme ud til MG´en hver aften i en uge, godt og vel.

Hurtig opdatering: Oliekøleren er på plads, men slangerne blev disket inden monteringen. Der er to nye på vej fra Moss. Fra Moss kommer også diverse småbolte, spændebånd, fjedre og sager, som gør at rigtigt meget af det sidste løsøre kan skrues tilbage på plads inden længe. Tæppesættet som har været i restordre siden midten af februar er forsinket endnu en gang. Dean Smith fra Moss har været flink nok til at maile tilbage, og efter hans udsagn er det nu lige på trapperne. De røde tætningslister til dørene er Moss for tiden ikke i stand til at levere, så jeg har i stedet bestilt dem hos SC Parts i UK. Jeg kan på min kontooversigt se at de er afsendt, så de må dukke op inden længe. Jeg er spændt på at se kvaliteten og pasformen af disse lister, da jeg har læst en del om at de lader noget tilbage at ønske. Jeg har Moss mistænkt for midlertidigt at have taget dem af sortimentet på grund af disse kvalitetsproblemer, men jeg kan ikke få dem til at bekræfte det. Markedets bedste tætningslister skulle efter sigende kunne fås fra www.mcgregorukcarparts.com, men de forhandler desværre ikke listerne i rød.

Jeg har sandblæst og poleret diverse småting som i morgen ryger til el-forzinkning på den lokale galvaniseringsanstalt. Det er ting som dørgiggene, hjelmlåsen, og flere småbeslag til karrossen. Jeg glæder mig til at se finishen, når de er behandlet, og har det godt med at bevare og renovere de gamle sager, i stedet for at udskifte det hele med nye ting.

De sidste par aftener har jeg knoklet med at hænge udstødningen tilbage på plads. Det er mildt sagt ikke nemt, når man ikke råder over en lift til at hæve bilen op på. Det kan lige nøjagtigt lade sig gøre at skyde det samlede udstødningssystem ind under bilen forfra, for derefter at montere de to forrør på manifolden ved hjælp af lange forlængere og et kardanled på skraldenøglen, men det tager lang tid, og man skrammer hænderne en del på grund af manglende plads. I går aftes kl. halv ti havde jeg så endeligt udstødningen skruet på. Der var ganske vist en af de allermest utilgængelige støtter i manifolden som måtte have et lidt alternativt gevind, da en af messingmøtrikkerne blev skruet skævt på. Jeg valgte for en gangs skyld at se bort fra dette, da jeg ikke kunne overskue at skulle tage udstødningen af ígen, for at montere en ny støttebolt. Som jeg står der og kigger på mit værk, er der noget der slår mig...

Hvis man kigger på min post fra 18. juni sidste år, kan man læse at jeg, inden jeg pakkede motoren væk efter renoveringen, lukkede diverse huller med propper og tape. Man kan også læse, at jeg lukker udstødningsmanifolden med to olievædede klude. Hvad man IKKE kan læse nogen steder, er om jeg jeg på noget tidspunkt tager disse klude UD igen...

Jeg kunne kort sagt ikke komme i tanke om, om jeg havde husket at tage kludene ud, efter at motoren blev lagt tilbage i bilen. Der var ingen vej uden om at skrue udstødningen af manifolden igen, så jeg ikke risikerer at stå med en blokeret udstødning den skønne dag hvor nøglen skal drejes for første gang i rigtig lang tid. Denne opgave har jeg så brugt denne dags aften på. Naturligvis brugte jeg også lejligheden til at udskifte den mishandlede støttebolt. Heldigvis gik det relativt nemt at at skrue forrøret af og på igen, men jeg er efterhånden meget træt af at ligge på ryggen og skrue.

Og kludene? Dem havde jeg da allerede fjernet for længe siden.