lørdag, august 25, 2007

14.23: Vi har olietryk!

I går aftes gik jeg og lavede bil til klokken to. Jeg har stillet tænding "statisk", det vil sige med en prøvelampe på strømfordeleren, uden at motoren er i gang. Motoren blev påfyldt kølervæske og olie, og jeg fandt dermed ud af, hvilke skruer der lige skulle have et sidste drej. Jeg har dog stadig et spændebånd ved den øverste kølerstuds som sveder lidt, men jeg har spændt det så meget som jeg finder forsvarligt, og jeg regner med at det "sætter" sig.

I dag fik jeg monteret det nye stelkabel mellem gearkasse og karrossen, og derefter var jeg klar til at tørne motoren. Jeg pillede kablet til tændspolen af, for jeg ville godt lige se om jeg var i stand til at få olietryk på motoren, inden at jeg startede den for alvor.

Mine batterier er faldet sammen i tiden fra sidste gang de var i bilen, så Volvoen måtte donere sit batteri for en stund. Da jeg drejede nøglen tørnede motoren fint, og i løbet af ganske få sekunder begyndte nålen på oliemanometret at bevæge sig. Jeg havde flere steder læst, at det kunne være et problem at få olietryk på en motor efter en totalrenovering, men mine bekymringer havde været uden grund. Oliepumpen er ny, og sammen med en frisk fjeder til overtryksventilen i motorblokken, resulterede det i et olietryk der var mere end tilfredsstillende!

Nu kunne jeg sætte ledningen på fordeleren igen, for at gøre et forsøg på at starte. Dette viste sig dog ikke muligt, for uanset hvordan jeg betjente choker og speeder på skift, kvitterede MG´en ikke med andet end prutter fra skiftevis luftfiltre og udstødning. Noget var ikke rigtigt, og til sidst var Volvobatteriet også fladt.

Der er benzin i filtret, og tændrørene leverer gnist når de tages ud og holdes til stel. Alt tyder på en tændingsfejl, men tændingen er justeret ind på mærkerne. Jeg satte batterierne til laderen, og så må jeg kigge på det i morgen igen.

Nyd billedet af mit færdigsamlede instrumentbord, og i særdeleshed mit Moto-Lita rat i mahognitræ med nitter. Et lækkert stykke håndværk, og det helt rigtige rat til min bil! (Emil og Mads synes at det ligner grillbestik!)

I vognbunden kan man se strimlerne af lyddæmningsplade, som er klæbet imellem profileringerne.

Ingen kommentarer: