onsdag, september 19, 2007

Tilbage i garagen igen. Efter en ferie i Sardiniens sol og varme, er jeg nu hjemme igen til en kølig garage, hvor MG´en stadig ventede på at få løst problemet med løse frostpropper.

Jeg havde oprindeligt en plan om at erstatte alle de fejlmonterede propper med nye, men har bestemt mig til at beholde de tre der blev siddende, og kun sætte en ny prop i det midterste hul. Belært af min fejltagelse ved jeg nu, at propperne skal hamres til en konkav form, næsten ud til deres kant, og ikke kun have en lille bule i midten. Ved monteringen gav jeg dem et tyndt lag flydende pakning på anlægsfladen.

Frostproppen i motorens bagende er svær at komme til, og hvis en ny skal slås i, er motoren nødt til at komme ud. Jeg har ingen intentioner om at skulle igennem den opgave igen i den nærmeste fremtid, så hvis proppen skulle sikres, måtte det gøres på en anden måde. På http://www.mgbexperience.com/ fandt jeg adskillige indlæg fra MGB ejere med det samme problem, og her fandt jeg også opskriften på "the Betson plug". I alt sin enkelthed er det en indretning som kan presse enden af en bolt mod den bageste frostprop, og derved holde den på plads. Modholdet er en tyk skive, som er lidt større end hullet i bagpladen.

I praksis er skiven den samme type som sidder ved manifolden. Den har en god tykkelse, og desuden en affasning som holder skiven på plads i bagpladens hul. Ideelt burde man dreje et gevind i skiven, men da jeg ikke har en snittap i så stor en dimension, valgte jeg den lidt mindre elegante løsning at sætte en låsemøtrik på bolten.

Det var ikke nemt at få skiven på plads, men da den først sad der, virkede som en tilforladelig løsning. Hvis jeg i fremtiden får problemer med at holde frostpropperne på plads, bliver det ikke den bageste der slipper. På billedet kan man se hvordan bolt og skive er på plads.

Tilbage var kun at montere strømfordeler, dynamo og oliepind, og så ellers krydse fingre for at dette var en engangsoplevelse. De flade batterier gør, at jeg ikke med det samme kan starte motoren op igen, men en af dagene får Volvoen lov at lægge batteri til endnu et startforsøg.

lørdag, september 01, 2007

I aften var jeg ude ved MG`en for første gang i en uge. Jeg har ferie, så nu er der tid til at få kigget på det arbejde der forestår i forbindelse med ommonteringen af frostpropperne. Der burde også være tid til at få kabinen gjort helt færdig.

Jeg fortsatte med oprensningen af motorrummet for kølervæske. Da den midterste frostprop undslap sidste søndag, endte meget af kølervæsken ovre på højre inderskærm, og gennemblødte blandt andet ledningsnettet til og fra relæboks og ladeautomatikken. Kølervæske er noget irriterende fedtet stads som ikke bare tørrer op af sig selv, så det første jeg gjorde efter at jeg havde besigtiget skaderne efter udslippet, var at hælde rent vand ud over de ramte områder i motorrummet, med det formål at vaske så meget af kølervæsken ud som muligt. Det virker ikke som om at de stofbetrukne kabler er blevet helt rene, så jeg vil prøve at vaske dem med sæbe en af dagene.

For at udskifte propperne i motorblokkens langside bliver det nødvendigt at afmontere dynamoen som det eneste, så faktisk er det billigt sluppet. Tilbage står så problemet med proppen i motorens svinghjulsende, men en hurtig søgning på http://www.mgexperience.net/ gav et forslag, for jeg er langt fra den første der står med dette problem efter en motorrenovering. Jeg skal have konstrueret en "Betson plug", og hvad det er for en fyr, vil jeg fortælle mere om senere.

Jeg startede også på en anden opgave som jeg har skubbet foran mig i et stykke tid. På kabinens bagkant sidder en aluminiumsliste, som skal betrækkes med sort vinyl. Jeg hader den slags opgaver, for vinylet skal følge listens krumning i to retninger, og på overkanten af listen er der til overflod en pipe, som også gerne skulle ende med at danne en pæn overgang mellem kabine og karrossen. Jeg blev næsten færdig med listen, men helt uden rynker kan den ikke blive. Til gengæld tror jeg nok at der er nogenlunde lige mange rynker i begge sider.