søndag, november 19, 2006

Det er ikke ret meget jeg får lavet på min MG for tiden. Der er så meget andet som har haft en højere prioritet på det sidste, ikke mindst vores relativt nyindkøbte hus, som også er ved at undergå en omfattende renovering.

Men nu har jeg bestemt mig for at komme i gang igen. Planen er nu at få synet og indregistreret min B til sommer, og hvis det skal lykkes, skal der arbejdes lidt mere jævnt, end det er sket i efteråret. På billedet er jeg bogstaveligt talt ved at finde MG`en frem i lyset igen. Den har i lang tid stået gemt under det støvlagen som Peter har lavet til mig på sin arbejdsplads. I bedste Austin Powers stil er det Union Jack i størrelse XXL.

Efter at have ligget på hylden i flere måneder har jeg nu igen taget fat på instrumentpanelet. Da Peter og jeg demonterede bilen gik kontakten til blæseren til, og da jeg var bange for at en helt ny ville se forkert ud sammen med de to andre, fandt jeg en erstatning på eBay fra en ´69 model.

På billedet kan man se den uundværlige "Orignal MGB" af Anders Ditlev Clausager. Som jeg har nævnt før er det mere end to år siden jeg kørte den sidste tur, så jeg kunne faktisk ikke huske hvilke kontakter der skulle i hvilke huller.

tirsdag, oktober 31, 2006

Gennem Stines og mit medlemsskab hos kunstmuseet ARoS i Århus fik vi invitationer til et aftenarrangement forleden, i forbindelse med den nyåbnede udstilling "Racing Cars - the art dimension". Stine var dog storsindet nok til at give sin invitation videre til Peter, så han sammen med vores far kunne komme med ind og se racerbiler fortolket og præsenteret som kunstværker.

Om biler er kunst, og dermed hører hjemme på et kunstmuseum, vil jeg nok betegne som en stramning, men efter min mening er der ikke noget problem i at betegne et godt bildesign som en form for brugskunst, og så kan det vel godt forsvares at parkere nogle af de bedste eksempler fra de seneste 70 år i underetagen på et af landets bedste kunstmuseer.

Kunstværker eller ej, så er det en flot udstilling af enestående og sjældne banevogne, hvoraf de fleste er udlånt af den berømte Donnington Collection. Kunstneren Ingvar Cronhammar har stået for installationen, som giver mulighed for de besøgende at komme tættere på bilerne end et normalt bilmuseum normalt vil gøre.

Noget der slog mig under besøget, var, at man ved at gå så tæt på bilerne pludseligt kunne dufte hver enkelt. Gamle biler dufter på en særlig måde. Peter kunne også genkende duften fra hans Spitfire fra ´71, med sin blanding af olie, benzin, gammelt vinyl, og mug. Nye biler dufter aldrig på samme måde, uanset fabrikat eller kilometertal. Lige nu er min MG alt for ren og nymalet til at dufte af noget som helst, især da interiøret med lædersæder og store vinylflader ikke er monteret endnu, men da jeg købte den duftede den nøjagtigt som udtillingens gamle Lotus og McLaren biler. Jeg håber at fremtidens køreture vil kunne genskabe den patina af duft som er gået tabt ved restaureringen.

lørdag, august 26, 2006

Jeg har gennem længere tid været i gang med renoveringen af min MG´s instrumentpanel, og nu er tiden vist kommet til at jeg fortæller lidt om, hvordan tingene skrider frem.

Instrumentpanelet trængte til en lakering, ligesom at der var adskillige småbuler og skævheder, som jeg har rettet og spartlet.

Da min bil er en mark I model, er den udstyret med det mest attraktive af de forskellige typer instrumentpaneler, som MGB gennem dens 18 års produktionsperiode blev leveret med. Det simple stålpanel er lakeret i en tidstypisk finish, som normalt omtales "crackle black". Overfladen skal formodentlig imitere skind ved hjælp af en lakering med en sort "rynkemaling", eller "wrinkle paint" som er det navn den forhandles under.

Det kræver lidt teknik at få et godt resultat med denne type lak, og jeg vil her prøve at fortælle om processen, så andre kan lære af mine erfaringer og fejltrin.

Jeg startede naturligvis med at rense den gamle lak af, så jeg kunne få et overblik over buler og rustangreb. Der er mange krinkelkroge, så der var brug for et udvalg af roterende stålbørster.

Bulerne blev rettet og spartlet ud. Det var klappen til handskerummet der var værst medtaget. Derefter blev alle dele grundet og sprøjtet med lidt filler for de sidste ujævnheder. Inden lakeringen med "crackle black" kunne begyndes, blev det hele malet sort med en satinmat overflade.

Malingen til rynkefinishen blev købt hos Moss. Den var fra et firma der hedder Hycote, men jeg ved at Plastikote også laver en maling til formålet. På mgexperience.com kan jeg læse at opskriften på et godt resultat er forskelligt for de to fabrikater, så det kan på det kraftigste anbefales at følge anvisningen på dåsen nøje!

Jeg købte to dåser, og det rakte kun lige. Skulle jeg gøre det igen, ville jeg købe en tredje, så der blev mere at øve sig med.

I korte træk er fidusen at lægge to eller tre lag maling på med nøjagtigt ti minutter imellem hvert lag. Derefter skal man for Hycotes vedkommende vente fire timer, hvorefter det sidste lag lægges på. Det er dette sidste lag som gør hele forskellen. På billedet kan man se det stykke blik jeg brugte til at øve mig på. Den venstre del er malet tre gange, og den højre del har fået sidste gang. Under sprøjtningen er det vigtigt at holde en god afstand til emnet, og så hellere arbejde vådt-i-vådt over flere gange frem og tilbage på panelet, istedet for at sjaske et tykt lag på fra venstre mod højre. Laver du en "løber", er der ingen vej uden om en total afslibning, og forfra igen.

Den allermest vigtige faktor for resultatet er temperaturen. Den skal mindst være 25 grader, og her kan man ikke springe over hvor gærdet er lavere. Sprøjter man panelet når der er blot et par grader under de 25, er der stor risiko for et skjoldet og uensartet resultat. Jeg brugte en hårtørrer for at lune blikket lidt op inden lakeringen, og fik god hjælp af en varm sommerdag, men alligevel kunne jeg se tydelig forskel på det arbejde jeg lavede i 26 graders varme, og det jeg lavede dagen efter, hvor det nu var et par grader koldere.

Efter det sidste lag kommer rynkeeffekten omgående, men lakken tørrer langsommere end normal spraylak, og rynkerne udvikler sig i hele tørreperioden. Igen er det vigtigt at panelet tørrer op i en relativt høj temperatur. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og glæder mig til at begynde at montere mit nylakerede instrumentpanel med kontakter og ure.

søndag, juni 18, 2006

Efter at have været pakket ned i næsten to år, blev den totalrenoverede motor til MG´en lukket ud af sin plasticpose.

Den så heldigvis stadig lige så godt ud som da jeg pakkede den væk. Der var ikke antydningen af "lagerrust" og alle bevægelige dele drejede frit. Inden motoren blev stillet til side, havde jeg lukket alle studser af med tape og proppet olievædede klude i manifoldens afgangsrør. Hvert stempel havde fået en enkelt tryk med oliekanden gennem tændrørshullerne.

Jeg monterede en ny kobling, og skruede derefter motoren sammen med gearkassen, som havde overvintret i garagen på Nyvangsvej. Det virkede enkelt og ligetil at samle drivlinien, og flotte ser de jo ud sammen.

Nu var tiden inde til at lægge motoren tilbage hvor den hører hjemme. Det var en opgave som skulle løses med den største omhu, for skrammer i karrossen accepteres ikke. Min far og Peter blev indforskrevet som assistenter, og Stine sørgede for den billedmæssige dokumentaton.

Hjelmen kan under normale omstændigheder ikke gabe højt nok til, at motor og gearkasse kan hejses ind, men ved hjælp af et reb rundt om bageste kofanger blev der plads nok, uden at afmontere hjelmen.

Motoren fandt meget fint på plads, i en næsten glidende bevægelse. Karrossen var godt beskyttet af nogle stykker kraftig pressening, bølgepap, samt indtil flere havehynder!

Længden på hele motor-gearkasse drivlinien gør at den skal lempes ned i motorrummet i en temmelig stejl vinkel. Når man ikke har mulighed for at have bilen løftet op, er det nødvendigt at have en hjælper i bilen (Peter), som kan løfte bagenden af gearkassen fri af jorden. Husk forinden at afmontere gearstangen.

Med et par gok med en bolchehammer fandt motoren sig til rette på sine ophæng, og vi kunne ånde lettet op. Nu kommer tiden med den afsluttende montering af motorrummet.

lørdag, juni 03, 2006

Så kom forruden tilbage på plads. Efter Stine og jeg havde slidt med at få bundlisten på, blev ruden møjsommeligt viklet ind i malertape, som havde til formål at holde listens læbe tilbage indtil ruden sad på bilen. Planen lykkedes, og monteringen gik relativt nemt. Det lettede arbejdet meget at instrumentpanelet endnu ikke er sat på.

Da ruden sad hvor den skulle, kunne tapen skæres op og trækkes væk under listen, som derved kom til at ligge pænt til hele vejen over. Efter at ruden er kommet på, begynder det virkeligt at ligne en bil for alvor.

tirsdag, maj 30, 2006

Tilbage i garagen igen. Inden den nysamlede forrude kan komme på plads skal der lægges nyt vinyl på den del af karrossen, der kommer til at fungere som instrumentbordets overdel.

Der blev klippet en skabelon af karduspapir efter en prøvemontering af forruden, og derefter blev der dækket forsvarligt af med aviser, så der ikke kom spraylim på mere af bilen end nødvendigt.

Til sidst blev det sorte stykke vinyl lagt på og rullet glat med en sodavandsflaske. Resultatet blev faktisk rigtig godt, og jeg kan kun være tilfreds med dagens arbejde

mandag, maj 29, 2006

Der er visse opgaver ved restaureringen af en MGB som altid bliver fremhævet som de værste. Jeg har allerede nævnt varmeapparatet, men på top-ti listen over frustrerende jobs finder man også udskiftning af forruden, samt montering af en ny bundliste på forruderammen.

Jeg har allerede skiftet forruden to (!) gange, og havde faktisk lovet mig selv, aldrig nogensinde at skulle skille og samle en forruderamme igen. Det har dog altid været meningen at der skulle trækkes en ny bundliste på forruden inden den skulle monteres på karrossen, men jeg har haft et lønligt håb om at det var muligt uden at skulle skille rammen ad for tredje gang. Nogle gange går det bare ikke som man håber.

Det viste sig nemlig hurtigt umuligt at lirke den nye gummiliste ned i rammens slids, uden at fjerne en af a-stolperne fra forruden. Alt taget i betragtning gik det faktisk ret godt. Der var ingen af de bittesmå skruer der knækkede, rammen gik ikke fra hinanden så ruden faldt ud, og vigtigst af alt overlevede forruden den voldsomme operation det er at skrue rammen sammen om den igen. Min søde kæreste Stine fortjener stor credit for at hjælpe med til at skubbe og trække den nye liste på plads på spisebordet sent om aftenen, med mig som en svedende og bandende arbejdsleder.

søndag, maj 28, 2006

Der er godt og vel to år mellem billederne nedenfor. På det ene ses Peter i gang med at bore pyntelisternes clips af, og på det andet er jeg selv ved at nitte dem på igen.

I den tid hvor jeg har ejet Mg´en har der ikke været lister på, men nu er de købt, og snart vil der her på siden være billeder af dem, monteret på bilen. Listerne er i øvrigt ikke forkromede, men i stedet lavet af blankpoleret rustfrit stål.

torsdag, maj 25, 2006

Siden sidst:

Det er ikke meget, jeg har skrevet på bloggen på det sidste. Jeg har ved flere lejligheder været nede og se til MG´en i Åbyhøj, men arbejdet skrider kun langsomt fremad. Vejret arter sig desværre heller ikke så pænt som i starten af måneden.

Lidt fremgang har der dog været. Varmeapparatet i en MGB er notorisk svært at montere. Flere har beskrevet deres besværligheder som en oplevelse af, at apparatet vokser en smule ved at være ude af bilen, og derfor er for stort når det skal tilbage på plads. Det var derfor med bange anelser at jeg gik i gang med opgaven med at lempe mit nylakerede varmeapparat tilbage på plads.

Jeg kunne slet ikke genkende skrækhistorierne, som jeg har hørt og læst. Alt i alt tog det måske ti minutter at montere varmeapparatet igen. Måske findes der andre modeller der er sværere at montere end mit. Måske har jeg gjort det helt forkert. Uanset hvad, fandt varmeapparatet nærmest selv på plads med et "plup".

søndag, maj 07, 2006

I dag var igen en dag med fantastisk vejr. Jeg var ikke i Åbyhøj idag, da der var et par ting der skulle ordnes i lejligheden. I aften fik jeg tid til at nusse lidt om kølegrillen, med henblik på at kunne montere den i morgen mandag.

Med polerehjul af filt, monteret på min Dremel, blev grillen og alle dens lodrette lameller poleret op til højglans. Et omfattende arbejde, som havde været ret uoverskueligt uden hjælp fra den lille maskine.

lørdag, maj 06, 2006

Over 20 grader og skyfrit. I dag mindede vejret mest af alt om sommer. Sprinklerbeholderen og radiodækpladen, som har været væk siden efteråret, dukkede op efter en oprydning i garagen. Sprinklerbeholderen blev skruet på plads med det samme, og radiodækpladen røg med til Randers, så den kan blive lakeret sammen med resten af instrumentpanelet.

Viskermotoren med gear og aksler er også tilbage på plads, efter at wiren og tandhjulene fik en omgang frisk fedt.

Jeg var fra flere sider blevet advaret imod at købe en ny tætningsliste til bagagerumsklappen, da der skulle være store problemer med pasformen på de lister som er i handlen. Jeg besluttede derfor at jeg ville genbruge den 40 år gamle liste, selvom den bestemt ikke var køn. Den var hel, og virkede endnu rimelig fleksibel, men havde som så mange andre ting fået en hel del grøn maletåge under en tidligere omlakering. Jeg prøvede derfor at male listen med sort Vinylkote, som er en spraymaling specielt beregnet til vinyl og andre fleksible kunststoffer, og resultatet blev rigtigt godt. Med en smule silikone som smøremiddel gik det nogenlunde nemt at få listen lirket tilbage på plads i bagklappen.

onsdag, maj 03, 2006

Jeg tog til Åbyhøj efter arbejde i dag, for at samle videre. Under et gevaldigt griseri fik jeg sprøjtet den bageste del af undervognen med Dinitrol ML, som er en meget tyndtflydende rustbeskyttelse. Dette var det nødvendige forberedende arbejde, inden jeg kunne hænge tanken tilbage under bilen, med god hjælp fra min far. Jeg har tidligere skiftet tanken selv, men hvordan jeg bar mig ad, fatter jeg ikke i dag.

onsdag, april 12, 2006

I dag har jeg ikke foretaget mig noget som helst med MG´en, men det er den 12. april 2006, og dermed er det nøjagtigt to år siden, at jeg og Peter kørte den sidste tur i bilen!! Det er utroligt, at der er gået så lang tid, men det er der altså.

Billedet er taget den dag, og man kan se, at jeg startede min renovering med at skrælle dørene for beklædninger og rudehejs.

søndag, april 09, 2006

Jeg kørte til Åbyhøj i formiddags, for at fortsætte hvor jeg slap i går. Baglygterne er sat på, og jeg er startet på at montere det nye ledningsnet. Jeg har på forhånd været ret spændt på denne opgave, men det har vist sig nemmere end frygtet at få startet rigtigt.

Tingene giver i et vist omfang sig selv, og jeg er ikke længere nervøs for at klokke alvorligt i det. Det er dog temmeligt forvirrende, at der i det nye ledningsnet er væsentligt flere ledninger end i det gamle, som jeg bruger som forlæg. Det er naturligvis fordi, at det nye ledningsnet er forberedt til en del elektrisk udstyr, som min bil ikke er født med.

Jeg blev færdig med den del af ledningsnettet som befinder sig i motorrummet, og bag instrumentbrædtet. Nu mangler det lange stræk fra motorrummet, under bunden, til benzinpumpe og baglygter. Det bør være en overkommelig opgave for næste besøg.

Det har allerede nu været en stor hjælp at jeg i processen med at afmontere bilen tog en række billeder. Detailfotos er svære at finde i bøger og på nettet, så jeg er sikker på, at meget af samlearbejdet kommer til at foregå med den bærbare i umiddelbar nærhed.

lørdag, april 08, 2006

Så kom dagen, som jeg har ventet på i et stykke tid. Mg´en skulle flyttes fra dens vinterhi på Nyvangsvej i Randers, til Johannes Ewaldsvej i Åbyhøj. Desværre viste aprilvejret sig ikke fra den pæneste side, men det holdt trods alt stort set tørvejr indtil at bilen kunne lukkes inde i garagen, og arbejdet kunne begynde.

Jeg skyndte mig at få sat forlygter og blinklygter på, så jeg virkeligt kunne se, at jeg var kommet i gang. Det var måske ikke det mest logiske sted at starte, men det var dejligt at se et hurtigt resultat. Det lod sig ikke gøre at benytte de eksisterende 3/16" gevind til lygtehusene igen, så hullerne blev boret op til 1/4". Inden bilen er færdig, skal lygterne dog af igen, da jeg både mangler en justereskrue i den højre lygte, samt en clips til fastgørelsen af den venstre pyntekrans. Begge dele kan dog skaffes fra Moss, så det må jeg huske at få fat i.

tirsdag, marts 21, 2006


Det er efterhånden skrækkeligt længe siden, at jeg har haft nyt at fortælle om mit MG projekt. Vinteren er ikke den mest aktive sæson, når bilen er pakket væk i en lejet garage.

Som planlagt fik jeg i februar købt en hel del af den nye kabine. Dørsider og øvrige beklædninger, samt gummimåtter og trinafdækninger for det originale look. Jeg har også modtaget nappamateriale til at ombeklæde de øverste, sorte kantlister på dørsiderne, så hvis der bliver tid en aften eller to, ville det være et job der kunne gøres.

Det har været pænt vejr i et par dage nu, og på søndag skifter vi til sommertid. Garagen i Åbyhøj har lige fået lagt et nyt tag på, så nu er jeg snart klar til at flytte bilen, og komme i gang med det mere sjove arbejde. Der er dog lovet sne igen til weekenden, så før en gang i uge 13 bliver det ihvertfald ikke.

En stor nyhed er der dog. Stine og jeg har købt vores første hus. Vi har i den forløbne uge skrevet under på en købsaftale for 210 kvadratmeter murermestervilla i Øster- fucking Tørslev! Så fra 1. juli står den på væsentligt mere lebensraum end vi har været vant til.

Det betyder også at min lille hvide MG nu flytter sammen med os for alvor. Huset har godt 40 m2 muret dobbeltgarage, så begge vores biler for eftertiden kan være under tag, og som det måske allervæsentligste, kan jeg fremover rode med bil når jeg vil, uden at skulle køre efter det. Vi glæder os begge meget til at flytte, og kan dårligt vente med at få vores helt eget matrikelnummer.

søndag, januar 08, 2006

Det er småt med MG-relaterede opgaver for tiden. Bilen er i vinterhi, og tiden går med at forberede de småting som endnu ikke er blevet renoveret. Instrumentpanelet står for langt det største projekt af den slags, men endnu er jeg ikke kommet ret meget i gang.

I et par aftener har jeg hygget mig med at ombetrække den polstrede liste, som skal danne overkanten på instrumentbordet. Det sorte nappa var, i lighed med alt andet kunststof på bilen, hårdt medtaget af alder, og nok især den californiske sol. Moss leverede nyt nappa med den rigtige tekstur, og jeg kunne genbruge kederne fra den gamle liste.

Jeg har modtaget et brev fra Moss, hvor de tilbyder fri levering indtil ultimo februar, så jeg må i tænkeboks med henblik på at få det meste ud af det. Det siger sig selv, at det vil være fornuftigt at bestille den ny kabine snarest, da det erfaringsmæssigt er temmeligt dyrt at få fremsendt pakker med stort volumen fra England.