Ud i lyset.

Efter lidt køren frem og tilbage inde i garagen, kunne den lille bil stikke snuden ud i det fine efterårsvejr, til den første meget korte køretur. Det er meget få ting som mangler for at vi sammen kan køre til syn, for igen at få retten til at bære nummerplader. Det bliver først når vi igen går mod lysere tider, for i dag blev min B pakket væk for vinteren. Dækkene blev pumpet op til 3 bar for at undgå flade pletter, og så blev MG´en puttet under Union Jack, bag den røde port.

Inden jeg bakkede på plads i garagen, blev der taget et par billeder i aftenlyset, af den nu næsten færdige bil. Filmklippet nedenfor viser den lille tur, og lydsiden fortæller, at jeg som noget af det første skal have kigget på ventiljusteringen. På trods af lidt klapren kan man nu godt nyde den motorlyd, som læserne af det britiske "Autocar" vurderede som alle tiders bedste fra en firecylindret motor.

Hold øje med bloggen igen, når vi kommer lidt ind i 2008.

Tilbage i garagen igen. Efter en ferie i Sardiniens sol og varme, er jeg nu hjemme igen til en kølig garage, hvor MG´en stadig ventede på at få løst problemet med løse frostpropper.

Jeg havde oprindeligt en plan om at erstatte alle de fejlmonterede propper med nye, men har bestemt mig til at beholde de tre der blev siddende, og kun sætte en ny prop i det midterste hul. Belært af min fejltagelse ved jeg nu, at propperne skal hamres til en konkav form, næsten ud til deres kant, og ikke kun have en lille bule i midten. Ved monteringen gav jeg dem et tyndt lag flydende pakning på anlægsfladen.

Frostproppen i motorens bagende er svær at komme til, og hvis en ny skal slås i, er motoren nødt til at komme ud. Jeg har ingen intentioner om at skulle igennem den opgave igen i den nærmeste fremtid, så hvis proppen skulle sikres, måtte det gøres på en anden måde. På http://www.mgbexperience.com/ fandt jeg adskillige indlæg fra MGB ejere med det samme problem, og her fandt jeg også opskriften på "the Betson plug". I alt sin enkelthed er det en indretning som kan presse enden af en bolt mod den bageste frostprop, og derved holde den på plads. Modholdet er en tyk skive, som er lidt større end hullet i bagpladen.

I praksis er skiven den samme type som sidder ved manifolden. Den har en god tykkelse, og desuden en affasning som holder skiven på plads i bagpladens hul. Ideelt burde man dreje et gevind i skiven, men da jeg ikke har en snittap i så stor en dimension, valgte jeg den lidt mindre elegante løsning at sætte en låsemøtrik på bolten.

Det var ikke nemt at få skiven på plads, men da den først sad der, virkede som en tilforladelig løsning. Hvis jeg i fremtiden får problemer med at holde frostpropperne på plads, bliver det ikke den bageste der slipper. På billedet kan man se hvordan bolt og skive er på plads.

Tilbage var kun at montere strømfordeler, dynamo og oliepind, og så ellers krydse fingre for at dette var en engangsoplevelse. De flade batterier gør, at jeg ikke med det samme kan starte motoren op igen, men en af dagene får Volvoen lov at lægge batteri til endnu et startforsøg.

I aften var jeg ude ved MG`en for første gang i en uge. Jeg har ferie, så nu er der tid til at få kigget på det arbejde der forestår i forbindelse med ommonteringen af frostpropperne. Der burde også være tid til at få kabinen gjort helt færdig.

Jeg fortsatte med oprensningen af motorrummet for kølervæske. Da den midterste frostprop undslap sidste søndag, endte meget af kølervæsken ovre på højre inderskærm, og gennemblødte blandt andet ledningsnettet til og fra relæboks og ladeautomatikken. Kølervæske er noget irriterende fedtet stads som ikke bare tørrer op af sig selv, så det første jeg gjorde efter at jeg havde besigtiget skaderne efter udslippet, var at hælde rent vand ud over de ramte områder i motorrummet, med det formål at vaske så meget af kølervæsken ud som muligt. Det virker ikke som om at de stofbetrukne kabler er blevet helt rene, så jeg vil prøve at vaske dem med sæbe en af dagene.

For at udskifte propperne i motorblokkens langside bliver det nødvendigt at afmontere dynamoen som det eneste, så faktisk er det billigt sluppet. Tilbage står så problemet med proppen i motorens svinghjulsende, men en hurtig søgning på http://www.mgexperience.net/ gav et forslag, for jeg er langt fra den første der står med dette problem efter en motorrenovering. Jeg skal have konstrueret en "Betson plug", og hvad det er for en fyr, vil jeg fortælle mere om senere.

Jeg startede også på en anden opgave som jeg har skubbet foran mig i et stykke tid. På kabinens bagkant sidder en aluminiumsliste, som skal betrækkes med sort vinyl. Jeg hader den slags opgaver, for vinylet skal følge listens krumning i to retninger, og på overkanten af listen er der til overflod en pipe, som også gerne skulle ende med at danne en pæn overgang mellem kabine og karrossen. Jeg blev næsten færdig med listen, men helt uden rynker kan den ikke blive. Til gengæld tror jeg nok at der er nogenlunde lige mange rynker i begge sider.

Succes, og katastrofe.

Under et besøg i Hobro hos min svoger Peter, blev gårsdagens genvordigheder med startproblemet vendt. Han var overbevist om at fejlen lå i tændingen, og mente at jeg skulle kigge på tændingsrækkefølgen. For langt de fleste firecylindrede biler hedder passwordet til tændingssystemet "trettentoogfyrre", og det henviser til rækkefølgen de fire tændrør modtager en højspændingspuls fra strømfordeleren: 1 - 3 - 4 - 2.

Forinden var jeg selv kommet i tanke om, de to SU-karburatorer aldrig var blevet grundjusteret efter monteringen. De havde som alle andre smådele været afmonteret for renovering, og det viste sig også at den ene dyse var skruet næsten i bund, og den anden stod i en tilfældig mellemstilling. Når man skal have et udgangspunkt for justering af en SU HS4 karburator starter man med at afmontere "klokkerne" og pille stemplerne op. Så kan man kigge ned i karburatoren og se toppen af dysen. Derefter skruer man dyserne op, så de flugter med "broen" i bunden af karburatoren. Man burde vel ideelt set bruge en mikrometerskrue, men bunden af en skydelære kan også bruges som retteskinne. Hovedsagen er at begge karburatorers dyser står lige højt. Dernæst skruer man dysernes justeremøtrikker præcist to omgange ned. Man kan mærke møtrikken med en speedmarker så man holder styr på hvor langt man er nået. Med denne grundjustering kan man efter sigende altid starte, og så er der kun optimering tilbage. Da jeg havde stillet mine karburatorer ind, var det tid til at kigge på tændingen igen.

Med Peters mantra "trettentoogfyrre" i hovedet, kontrollerede jeg at tændingen var "på mærkerne" endnu. Alt var i orden. Jeg havde sat prøvelampen til at tænde på cylinder nr. 1, otte grader før top, men da jeg piller dækslet af strømfordeleren, står rotoren ud for tændkabel nr. 4!! Nu vidste jeg hvad der var i vejen.

Da motoren blev samlet efter renoveringen, må jeg havde vendt strømfordelerdrevet 180 grader. Det er i sig selv ikke noget problem, men det betyder at motoren tænder på cylinder 4, når den tidligere ville tænde nr. 1, og så videre. Jeg byttede om på kablerne, satte mig bag rattet, chokeren ud, drejede nøglen og motoren sprang i gang!

Jeg havde glemt hvor godt en MGB lyder. I den lukkede garage kom motorlyden rigtigt til sin ret, og der var ikke udpræget ventilstøj, så det tyder på at mit første forsøg på at stille ventilerne ikke havde været helt skævt. Den tog omdrejninger uden videre, og opførte sig i det hele taget som om at jeg kunne køre ud af porten og ud i natten til en prøvetur, hvis jeg havde turdet. Jeg standsede motoren og hentede Stine ud af sengen, så hun kunne glæde sig med mig. Hun var ikke helt så eksalteret som jeg, men indvilgede dog i at komme og dokumentere øjeblikket på film.

Stine dukker op i garagen, og jeg sætter mig bag rattet og starter igen. Alting er dejligt i fyrre sekunder, men pludseligt er der en lyd af en vandkaskade, og motoren dør i det samme. Allerede inden jeg kommer ud af døren og om til motorens højre side, har jeg gættet hvad der er sket. En af frostpropperne er poppet ud af sit hul, og det meste af kølervæsken har forladt motoren. Strømfordeleren har taget sin part af skyllen, og det er grunden til at motoren sætter ud.

Jeg har i forbindelse med motorrenoveringen udskiftet de oprindelige frostpropper med nye. Jeg må se i øjnene at jeg ikke har været dygtig nok til at slå propperne i, for alt tyder på at de ikke har ekspanderet nok i motorblokkens huller til at holde for kølesystemets tryk. Propperne i motorblokkens langside kan udskiftes med motoren på plads, men der sidder også en prop i bagenden, og der er ikke grund til at tro, at den sidder bedre fast end de andre. Jeg har dog fundet en løsning som kan modvirke at proppen løsner sig, men mere om det senere.

Selvom miseren med frostproppen er et tilbageslag af de større, kunne det ikke helt slukke min begejstring over at høre min motor i gang. Jeg har haft skilt den ad i alle enkeltdele, for derefter at sætte det hele sammen igen, og det har jeg altså aldrig prøvet før. Jeg har naturligvis gjort mig meget umage, men selvsagt er der mange ting i sådan en proces der ville kunne gå galt, med rigtigt alvorlige og dyre konsekvenser. I den sammenhæng er en frostprop med udlængsel at regne for småting, og det skal jeg da bare have ordnet, for jeg kan næsten ikke vente med at høre motoren snurre igen.

14.23: Vi har olietryk!

I går aftes gik jeg og lavede bil til klokken to. Jeg har stillet tænding "statisk", det vil sige med en prøvelampe på strømfordeleren, uden at motoren er i gang. Motoren blev påfyldt kølervæske og olie, og jeg fandt dermed ud af, hvilke skruer der lige skulle have et sidste drej. Jeg har dog stadig et spændebånd ved den øverste kølerstuds som sveder lidt, men jeg har spændt det så meget som jeg finder forsvarligt, og jeg regner med at det "sætter" sig.

I dag fik jeg monteret det nye stelkabel mellem gearkasse og karrossen, og derefter var jeg klar til at tørne motoren. Jeg pillede kablet til tændspolen af, for jeg ville godt lige se om jeg var i stand til at få olietryk på motoren, inden at jeg startede den for alvor.

Mine batterier er faldet sammen i tiden fra sidste gang de var i bilen, så Volvoen måtte donere sit batteri for en stund. Da jeg drejede nøglen tørnede motoren fint, og i løbet af ganske få sekunder begyndte nålen på oliemanometret at bevæge sig. Jeg havde flere steder læst, at det kunne være et problem at få olietryk på en motor efter en totalrenovering, men mine bekymringer havde været uden grund. Oliepumpen er ny, og sammen med en frisk fjeder til overtryksventilen i motorblokken, resulterede det i et olietryk der var mere end tilfredsstillende!

Nu kunne jeg sætte ledningen på fordeleren igen, for at gøre et forsøg på at starte. Dette viste sig dog ikke muligt, for uanset hvordan jeg betjente choker og speeder på skift, kvitterede MG´en ikke med andet end prutter fra skiftevis luftfiltre og udstødning. Noget var ikke rigtigt, og til sidst var Volvobatteriet også fladt.

Der er benzin i filtret, og tændrørene leverer gnist når de tages ud og holdes til stel. Alt tyder på en tændingsfejl, men tændingen er justeret ind på mærkerne. Jeg satte batterierne til laderen, og så må jeg kigge på det i morgen igen.

Nyd billedet af mit færdigsamlede instrumentbord, og i særdeleshed mit Moto-Lita rat i mahognitræ med nitter. Et lækkert stykke håndværk, og det helt rigtige rat til min bil! (Emil og Mads synes at det ligner grillbestik!)

I vognbunden kan man se strimlerne af lyddæmningsplade, som er klæbet imellem profileringerne.

Emil og Mads overnattede til i dag, og inden de tog hjem til Hobro igen, hjalp de med at gøre mine forhjul fine. Der blev spulet og skrubbet, og de forkromede centermøtrikker blev poleret til højglans.

Tak for hjælpen gutter, men hvornår kommer i og ordner baghjulene?

I dag havde garagen besøg af Stines nevøer Emil og Mads, så der var god hjælp til at få bremserne udluftet. Mads sørgede for bremsevæskens niveau, og Emil stod for pedalarbejdet. Jeg selv skruede bare lidt.

Tiden for at tændingsnøglen skal drejes det sidste stykke nærmer sig. Jeg mangler lige et par småting fra Moss før det kan lade sig gøre. Jeg vil blandt andet montere et ekstra stelkabel, da jeg ikke har meget fidus til det gamle kabel som er skruet på det venstre motorophæng. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med gennemgang i stelkablet, vil motoren begynde at trække stel gennem andre forbindelser som er mindre hensigtsmæssige. Chokerkablet og kablet til varmehanen er gode bud, og det vil jo ikke være heldigt.

Nu skal vi prøve noget nyt. Hvad med at jeg begynder at skrive på min MG blog igen? Jeg har ikke opdateret bloggen siden en gang midt i maj, og arbejdet med min B har jo ikke ligefrem stået stille siden.

Hold øje med denne side i den nærmeste fremtid, for nu begynder jeg at at fylde hullet i min dokumentation ud med retrospektive poster. Det vil nærmere bestemt sige, at jeg beretter om hvordan restaureringen har forløbet, men jeg gør det med poster som bliver tilbagedateret til den dato hvor det beskrevne stykke arbejde fandt sted. Jeg er naturligvis klar over, at det ikke just er ideen med en blog at den bliver skrevet bagud på denne måde, men så er kontinuiteten i det mindste sikret.

I dag har jeg virkeligt nået noget. I hvert fald syner dagens indsats af noget, og det føles rart.

Jeg har efter et stykke tids søgning fundet det sidespejl som MG´en skal køre med. Der findes ikke som sådan et bestemt spejl som kan kaldes det "rigtige", for bilerne blev leveret uden, så alle sidespejle fra den tid er altså en slags eftermonteret udstyr. Valget er faldet på et spejl med fod i forkromet støbegods og et rundt spejlhus med plant glas.

I aften fik jeg boret hullerne i dørpladen, men selve monteringen må vente lidt, da jeg godt lige vil have givet lakken en omgang lakrens efterfulgt af voks. Jeg håber at en maskinpolering med en let slibende lakrens vil jævne den smule appelsinhud der er, og inden det er gjort monterer jeg ikke hverken pyntelister, emblemer og altså heller ikke spejlet.

Inden boremaskinen blev sat til pladen satte jeg nogle baner malertape på døren. Tapen blev dels brugt til at tegne omridset af spejlfoden op på, og desuden sikrede det at boret ikke begyndte at vandre. Da hullerne var boret malede jeg kanterne med en lakstift for at undgå rust.

Derefter gav jeg begge døre en byge tynd Dinitrol rustbeskyttelse indvendigt. Jeg brugte trykluft til at sprøjte det på med, og selv om det sviner ganske forfærdeligt, har jeg en tro på at det er mest effektivt at få rustbeskyttelsen forstøvet bedst muligt. Da det indvendige af dørene var godt sjasket til med Dinitrol, lukkede jeg ind til mekanikken med selvklæbende dampspærre. Det var meget nemt at arbejde med, og på den måde er jeg sikker på at hverken fugt eller fedt trænger ud og ødelægger mine dørbeklædninger bagfra.

Det er mere end et år siden at jeg modtog pakken med dørsiderne fra Moss, og nu var tiden kommet til at skrue dem på plads. Kig i øvrigt på billedet og læg mærke til forskellen på finishen på henholdsvis den nye dørbeklædning og den oprindelige, som ligger øverst. Det er altså ikke alting som blev lavet meget bedre i gamle dage. Monteringen af vinylet på den gamle beklædning er mildt sagt sjusket udført, og hæfteklammerne ser ud til at være skudt i af en mand der tilsyneladende har været blind, og muligvis også beruset.

Og hvordan ser døren så ud med de fine nye dørbeklædninger? Åh jo, ret godt hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes stadig at kombinationen af Old English White og rødt vinyl er fantastisk. Døren er ikke helt færdigmonteret, da der mangler de øverste, sorte karmlister. De skal lige ombetrækkes med nyt vinyl, ligesom de forkromede beslag der slutter listen af i begge ender bliver udskiftet med nye, som p.t. er på vej fra England.

På det sidste har det ikke gået så godt med at få skrevet her på B-siden. Til gengæld har det gået temmeligt godt ude i garagen. Jeg har næsten opnået at komme ud til MG´en hver aften i en uge, godt og vel.

Hurtig opdatering: Oliekøleren er på plads, men slangerne blev disket inden monteringen. Der er to nye på vej fra Moss. Fra Moss kommer også diverse småbolte, spændebånd, fjedre og sager, som gør at rigtigt meget af det sidste løsøre kan skrues tilbage på plads inden længe. Tæppesættet som har været i restordre siden midten af februar er forsinket endnu en gang. Dean Smith fra Moss har været flink nok til at maile tilbage, og efter hans udsagn er det nu lige på trapperne. De røde tætningslister til dørene er Moss for tiden ikke i stand til at levere, så jeg har i stedet bestilt dem hos SC Parts i UK. Jeg kan på min kontooversigt se at de er afsendt, så de må dukke op inden længe. Jeg er spændt på at se kvaliteten og pasformen af disse lister, da jeg har læst en del om at de lader noget tilbage at ønske. Jeg har Moss mistænkt for midlertidigt at have taget dem af sortimentet på grund af disse kvalitetsproblemer, men jeg kan ikke få dem til at bekræfte det. Markedets bedste tætningslister skulle efter sigende kunne fås fra www.mcgregorukcarparts.com, men de forhandler desværre ikke listerne i rød.

Jeg har sandblæst og poleret diverse småting som i morgen ryger til el-forzinkning på den lokale galvaniseringsanstalt. Det er ting som dørgiggene, hjelmlåsen, og flere småbeslag til karrossen. Jeg glæder mig til at se finishen, når de er behandlet, og har det godt med at bevare og renovere de gamle sager, i stedet for at udskifte det hele med nye ting.

De sidste par aftener har jeg knoklet med at hænge udstødningen tilbage på plads. Det er mildt sagt ikke nemt, når man ikke råder over en lift til at hæve bilen op på. Det kan lige nøjagtigt lade sig gøre at skyde det samlede udstødningssystem ind under bilen forfra, for derefter at montere de to forrør på manifolden ved hjælp af lange forlængere og et kardanled på skraldenøglen, men det tager lang tid, og man skrammer hænderne en del på grund af manglende plads. I går aftes kl. halv ti havde jeg så endeligt udstødningen skruet på. Der var ganske vist en af de allermest utilgængelige støtter i manifolden som måtte have et lidt alternativt gevind, da en af messingmøtrikkerne blev skruet skævt på. Jeg valgte for en gangs skyld at se bort fra dette, da jeg ikke kunne overskue at skulle tage udstødningen af ígen, for at montere en ny støttebolt. Som jeg står der og kigger på mit værk, er der noget der slår mig...

Hvis man kigger på min post fra 18. juni sidste år, kan man læse at jeg, inden jeg pakkede motoren væk efter renoveringen, lukkede diverse huller med propper og tape. Man kan også læse, at jeg lukker udstødningsmanifolden med to olievædede klude. Hvad man IKKE kan læse nogen steder, er om jeg jeg på noget tidspunkt tager disse klude UD igen...

Jeg kunne kort sagt ikke komme i tanke om, om jeg havde husket at tage kludene ud, efter at motoren blev lagt tilbage i bilen. Der var ingen vej uden om at skrue udstødningen af manifolden igen, så jeg ikke risikerer at stå med en blokeret udstødning den skønne dag hvor nøglen skal drejes for første gang i rigtig lang tid. Denne opgave har jeg så brugt denne dags aften på. Naturligvis brugte jeg også lejligheden til at udskifte den mishandlede støttebolt. Heldigvis gik det relativt nemt at at skrue forrøret af og på igen, men jeg er efterhånden meget træt af at ligge på ryggen og skrue.

Og kludene? Dem havde jeg da allerede fjernet for længe siden.

Det er ikke meget tid jeg har brugt i garagen i denne uge. I aften har jeg dog brugt lidt tid på at gøre oliekøleren klar til montering. Jeg regner med, at den ryger på plads i morgen.

Tak i øvrigt til Kurt Thers fra www.mgklub.dk, som har været så venlig at linke til min blog fra klubsiden. Jeg kan allerede se på statistikken, at flere har benyttet sig af muligheden for at kigge indenfor. Velkommen til alle nye læsere. Benyt jer af muligheden for at lægge en kommentar, hvis i har noget at bidrage med.

I onsdags tog jeg en kasse med småting med ud på firmaet, hvor jeg brugte lidt tid efter fyraften på at sandblæse dem. Meningen er at jeg vil have dem elektroforzinket, og jeg håber at det kan lykkes i løbet af den næste uge.

Hos Moss har jeg rykket for tæppesættet, som gik i restordre midt i februar. Efter de sidste oplysninger kan jeg vente at modtage det sidst på ugen.

Opdatering på uge 15.

Vejret har langt det meste af ugen været fantastisk. Jeg har brugt flere aftener i garagen, og nu sker der virkeligt noget. Dynamoen og tændspolen er på plads, og som det sidste er køleren også monteret. Monteringshullerne i kølerpanelet skulle tilpasses en smule, da de ikke længere passede til inderskærmene, efter det temmeligt omfattende pladearbejde der blev lavet for snart to år siden.

Så vidt jeg husker tog pladesmeden inden svejsningen hensyn til kølerpanelets huller, men jeg har mistænkt motorens vægt for at være skyld i at inderskærmene er trukket en smule ind mod midten. I hvert fald virkede det som om, at bilen var en anelse for smal der hvor kølerpanelet skulle boltes på.

Ventilationsanlægget er også næsten koblet til kølesystemet, men jeg har opdaget at jeg har købt to spændebånd for lidt, så inden jeg kan lukke kølevæske på systemet, er jeg nødt til at have bud til Moss.

Jeg var et lille smut i garagen igen i dag. Efter at dørene er færdige, vil jeg fortsætte i motorrummet. For ikke at spænde ben for mig selv under monteringen, er jeg nødt til at tænke over rækkefølgen som de enkelte ting bliver skruet tilbage på plads. Stelnummeret, som jeg var nødt til at hugge i inderskærmen inden jeg kunne få MG´en indregistreret, var efter lakeringen lukket så meget til af maling at det var helt ulæseligt. Jeg rensede nummeret op med en gravørstift på min Dremel, og sluttede af med et lag klar lak. Når jeg begynder at montere de sidste komponenter i motorrummet bliver pladsen trang, så det var bedst at få dette præcisionsarbejde overstået inden.

Så er begge døre samlet. Beslaget på den venstre bageste rudeføringsskinne blev punktsvejset, og ruden blev monteret. Venstre dør var en endnu større opgave end den højre, med hensyn til justering. Ruden gik alt for stramt i skinnerne, og trekantruden gik imod forruden når døren blev lukket. Problemet blev løst ved at vride trekantrudens ramme i facon, så tingene nu passer bedre sammen. Ruderammen er på mark I modellerne lavet af forkromet messing, så de lader sig nemmere forme på denne måde, end de senere, som er lavet af rustfrit stål. Nu mangler jeg kun at montere et sidespejl, og så kan de røde dørbeklædninger monteres.

I gang igen. Peter kom forbi ud på eftermiddagen, og vi brugte nogle timer i garagen. Peter fik manøvreret sin egen lille bil indenfor, så han kunne ordne et par småting, og selv fik jeg samlet det sidste af højre dør. Trekantruden blev monteret sammen med den bageste rudeføringsskinne, og sideruden blev klemt i rudehejset. Samlearbejdet er der ingen ben i, men efterjusteringerne tog tid. Det er meget vigtigt at trekantruden ikke ligger for hårdt mod gummilisten på forruden, da dørpladen så vil give sig, hver gang døren åbnes eller lukkes. Resultatet af dette vil på sigt være, at dørpladen revner igen. Jeg kunne ikke samle venstre dør, da et beslag på den bageste rudeføringsskinne viste sig at være knækket i en svejsning. Heldigvis sad det stadig tilbage inde i døren, så jeg tager det med på firmaet og får det lavet.